søndag den 19. april 2015

Big Mac

Fast food som fast føde
Hjemmelavet Bic Mac - det ligner, men
helt rigtig blev det nu ikke...
Vi kalder det tømmermandsmad her i huset. Fast food som fast føde dagen derpå, hvor energien måske ikke er så stor - og strengt taget er det slet ikke nødvendigt at have tømmermænd for at spise tømmermandsmad.

Udtrykket er et levn fra tiden i Nuuk, hvor udbuddet af fast food er noget større end her på Øland. Med 25 km til den nærmeste McDonald giver det slet ikke mening at tale om fast food, for der vil under alle omstændigheder gå en times tid med at hente maden.

Så skal vi have burgere, er det nemmere at lave dem selv - sødvanligvis efter en god, hjemmekomponeret opskrift med ost, bacon og hele svineriet havde jeg nær sagt.

Men for nylig skete der det, at McDonalds - Restaurant Den Gyldne Måge - vistnok i forbindelse med et velgørenhedsarrangement offentliggjorde opskriften på den navnkundige Big Mac-dressing, der uanset den amerikanske koncerns noget blakkede kulinariske ry smager tossegodt efter denne bloggers mening.

Tidligere var opskriften hemmelig. McDonalds har vogtet over den som en militær hemmelighed. Der har været mange mere eller mindre komplicerede bud på nettet til en opskrift. men det viser sig, at opskriften er forbløffende enkel, som man ser det demonstreret på en officiel video fra burgerkoncernen.

Så det skulle altså prøves lørdag aften. Dressingen sad lige i skabet med den helt rigtige sursøde smag, men resten var knap så vellykket, hvis målet er at lave en perfekt kopi.

Især de ristede fuldkornsboller fra Kohberg minder meget lidt om Donalds bløde sesamboller, og så er det altså en udfordring at lave de små og meget flade hakkebøffer, som hører til. Jeg ved ikke, om normalt dansk hakkekød er bedre eller ringere end det, som de professionelle burgerfolk laver - men uanset hvor flad og flot jeg former bøffen, trækker den sig altid sammen på panden og minder mere om en normal dansk hakkebøf. Det bliver lidt kikset, når målet er at lave en håndholdt burger med to bøffer oven på hinanden.

Så en rigtig Big Mac bliver det nok aldrig alligevel, når den er lavet i eget køkken. Men nu har jeg da gjort forsøget...

P.s. McDonalds bruger agurke-relish - en slags agurkesyltetøj - til opskriften. Agurke-relish kan købes over alt i den engelsktalende verden, men herhjemme er det ikke altid til at skaffe. Jeg hakkede et par syltede drueagurker og tilsatte en teske stevia-sukkker i stedet. Det fungerede fint.